Kirurgisk kastration

Kastration_af_handhund3Hvordan foregår en kirurgisk kastration?

Ved en kirurgisk kastrering fjerner dyrlægen begge testikler gennem et lille snit i huden foran pungen.

Hunden er i fuld narkose under hele forløbet.

Når hunden er bedøvet, bliver området omkring pungen gjort klar til operation. Hårene bliver klippet af og området vaskes grundigt. Til sidst dækkes området af med en steril afdækning, så infektionsrisikoen minimeres. Der laves et lille indsnit i huden foran pungen. Begge testikler hænger i en sædstreng, som består af en sædleder, testiklens blodkar og musklen, der holder testiklen på plads. Inden, testiklerne klippes af, sætter dyrlægen en sutur på de to sædstrenge, så der lukkes af for blodtilførslen.

Når begge testikler er fjernet, lukker dyrlægen såret i huden med nogle sting. Ofte anvendes en tråd, der ikke kan opløse sig selv, fordi den giver mindre irritation i huden og mindsker risiko for infektion. Det betyder, at din hund skal have fjernet sting, når såret er helet.

Hvis operationen forløber uden komplikationer, kan din hund typisk komme hjem samme dag.

Gør det ondt på min hund at blive kastreret?

Kastration foregår altid i fuld narkose. Både under operationen og dagene efter vil den blive dækket ind med smertestillende medicin, så din hund vil opleve så lidt gene som muligt.

Hvad skal jeg være opmærksom på, når min hund kommer hjem efter operation?

En hund, der har været i narkose kan virke lidt træt og usikker på benene, når den vågner.

Hvis du får din hund hjem samme dag, som den er blevet opereret, kan du lægge den et varmt og trygt sted, hvor den har ro til at komme sig uden at blive forstyrret.

Du kan tilbyde hunden små portioner foder, hvis den har appetit.

Hold øje med operationssåret

Din hund vil have et sår foran pungen, hvor testiklerne er blevet fjernet. Såret vil som regel være blevet syet. For at kunne rengøre området grundigt er pelsen barberet væk.

Du bør kontrollere operationsområdet dagligt. Hvis området omkring såret bliver rødt, hævet eller væsker, bør du kontakte din dyrlæge.

Benyt den udleverede skærm, så du undgår at din hund slikker i såret. Hvis hunden slikker i såret, kan det let springe op eller blive betændt. Brug skærmen de næste 10 dage. Fjern kun skærmen i kortere perioder – ved lufteture eller når hunden skal æde og drikke.

Kontakt din dyrlæge ved den mindste tvivl

De fleste hunde bliver syet med sting, som skal fjernes efter 10 dage. I nogle tilfælde er såret syet med selvopløselige tråde eller limet. I det tilfælde skal du blot komme til kontrol hos dyrlægen og få tjekket, at alt er som det skal være.

Hvis du er i tvivl om, din hund har det godt, bør du kontakte din dyrlæge.

Hvor lang tid går der, før jeg kan se effekt af kirurgisk kastration?

Når din hund har fået fjernet sine testikler stopper den med at producere sædceller og testosteron.

Du skal dog være opmærksom på, at din hund fortsat kan parre og befrugte en tæve i løbetid de første 2-3 uger efter en kirurgisk kastrering. Årsagen er, at der stadig kan være sædceller tilgængelige i sædlederen.

Der kan gå noget længere tid, før du ser effekt på din hanhunds adfærd. Udebliver forandringen skyldes det, at det ikke er testosteron, der forårsager adfærdsproblemerne.