Ny undersøgelse viser, at over 70% af alle hunde lider af adfærdsproblemer. Adfærdsproblemer er almindelige på tværs af racer – herunder især frygt og aggressiv adfærd. Kastration kan afhjælpe adfærdsproblemer hos nogle hanhunde, men overvej at teste ændring af adfærd med medicinsk kastration først.
Har du oplevet, at en anden hund har udvist aggressiv adfærd over for dig eller din hund? Eller har du en hund, der måske gør af andre, når I går forbi? Så er du en af de mange hundeejere, der kender til det at have en hund med adfærdsproblemer.
Men bare rolig, du er langt fra alene.
En ny omfattende undersøgelse fra University of Finland blandt 14.000 hunde viser, at 72,5% af alle hunde har problemer med deres adfærd.
Mange hunde lider af frygt
En af højdespringene på listen for adfærdsproblemer hos hunde i undersøgelsen er frygt. Næsten hver 3. hund (29%) falder under denne kategori – herunder frygt for fremmede, uventede situationer og andre hunde. Frygt for andre hunde er den, der topper højest på listen.
Undersøgelsen viser også, at selvom mange hunde udviser frygt for fremmede, er det ofte en anden gruppe, det i sidste ende går ud over. Frygtsomme hunde agerer ofte mere aggressivt over for familiemedlemmer end fremmede.
Lyde er et stort problem – især hos blandingsracer
Gemmer din hund sig også under sengen, når lyde fra fyrværkeri brager løs udenfor? Så er den langt fra den eneste. Undersøgelsen viser, at hver 3. hund (32%) er bange for lyde – især fyrværkeri.
I undersøgelsen indgår 200 forskellige blandingshunde og hunde med 14 forskellige racer. Et overraskende resultat er, at blandingshunde har større tendens til at være bange for fyrværkeri end racehunde. Hele 40% af blandingshundene udviste frygt for lyden af de høje brag.
Hunde med samme race har typisk samme adfærdsproblem
Undersøgelsen viser, at adfærdsproblemer ofte arter sig forskelligt efter hundens race. Mindre hunde Schnauzere har for eksempel større problemer med aggressiv adfærd end større hunde som Labrador Retrievere. Hele 10% af de mindre hunde udviste aggressiv adfærd over for fremmede. Kun 0,4% af de større hunde havde samme problem.
Undersøgelsen viser også, at adfærdsproblemer arter sig ens hos de enkelte racer. Mange af de Staffordshire Bull Terriere, der indgår i undersøgelse, udviste problemer med tvangsmæssig adfærd. Til gengæld ligger de lavt på listen over hunde, der har frygt for lyde.
Test ændring af adfærd med kemisk kastration
Undersøgelsen af hundes adfærd blev udført på 13.715 hunde. Af dem havde over 70% adfærdsproblemer i større eller mindre grad. Det er altså et problem, som mange hundeejere står overfor. Nogle af disse adfærdsproblemer kan man måske komme til livs hos hanhunde ved hjælp af kastration.
Kemisk kastration kan være en udmærket måde at finde ud af, om din hunds adfærd er påvirket af dens testosteronniveau. Med en kemisk kastration får du en idé om, om din hund vil ændre adfærd til det bedre – uden at skulle vælge kirurgisk kastration, hvor der ikke er nogen vej tilbage.
Der kan være mange grunde til, at du som ejer overvejer at få din hund kemisk kastreret. Flertallet vælger det, fordi deres hanhund udviser adfærdsproblemer. Ofte opstår problemerne, fordi hundens adfærd er påvirket af dens testosteronniveau. Er det tilfældet, vil en kastrering i sidste ende formentlig kunne afhjælpe eller dæmpe problemet.
En kemisk kastration betyder, at du kan teste påvirkningen af mindre testosteron i hunden uden, at det har en endelig betydning. Viser det sig, at problemer ikke forbedres eller tilmed bliver værre? Så er en kemisk kastration heldigvis kun midlertidig, og din hund vil vende tilbage til sin normale adfærd.
Aggressiv adfærd er et stort problem hos hanhunde
Frygt er tydeligvis et problem, som mange hunde døjer med. Men problemerne står sjældent alene. Der er nemlig stor sandsynlighed for, at en hund med et adfærdsproblem vil udvikle andre problemer.
Undersøgelsen viser, at frygt og aggression ofte går hånd i hånd. Hunde, der er meget frygtsomme, har over tre gange så stor sandsynlighed for at udvikle en aggressiv adfærd. Der er altså en klar relation mellem frygt og aggressiv adfærd.
Hanhunde har generelt større tendens til at have problemer, der relaterer sig til aggressiv adfærd. Det kan skyldes, at testosteron kan forstærke aggressive træk hos hanhunden. Er dette tilfældet, kan en kemisk kastration være med til at vise, om adfærdsproblemet skyldes det høje testosteronniveau.
Adfærdsproblemer skaber ofte kløft mellem hund og ejer
Nogle af de mest velkendte adfærdsproblemer hos hunde er overdrevet gøen, ødelæggende adfærd, aggression og frygt.
Adfærdsproblemer hos hunde er ikke kun til gene for dig som ejer eller for din nabo. Det kan også have store konsekvenser for din hunds velbefindende. Stressede og urolige hunde er mere modtagelige for sygdomme og andre problemer, der kan være med til at forkorte deres i forvejen alt for korte liv.
Også for det gode forhold mellem dig som ejer og din hund kan det have store fordele, hvis din hunds adfærdsproblemer bliver taget hånd om. Når du ikke hele tiden skal være på vagt overfor eventuelle problemer, vil du formentlig føle dig mere knyttet til og glad for din firbenede ven.
Desuden er der større risiko for, at hunde med adfærdsproblemer ender på internater. Det er hverken ejer eller hund godt tjent med.
Kilder: nature.com, dr.dk